Her står Ivan - klar til sit livs største udfordring - men slet ikke ifølge planen.
Den gik nemlig ud på, at mens Gregers passede sine kunder i Torshavn, ville Ivan og jeg tage bussen til Saksun, gå over fjeldet til Tjørnuvik og herfra tage bussen til Torshavn.
Men det skulle gå anderledes - meget anderledes.
Der går ikke nogen bus til Saksun. Det gjorde der, da jeg var her i 85, men med de få huse, der er der, forstår man ændringen.
Vi pumpede vor søde receptionsdame for oplysninger - og til sidst indrømmede hun, at hun var fra Tjørnuvik, og at alt det vi ville, var urealistisk!
Vi kunne tage en taxa til Saksun - for kun 595 kr.!
Det endte med, at vi overtalte Gregers til at køre os, selv om det kneb med tiden. Derfor stod vi af ca. 5 km før Saksun for at han kunne nå tilbage til sin aftale rettidigt. Og herover ser I så Ivan, klar til vandringen mod Saksun.
Det var en fin spadseretur, og vi fik en god introduktion til det, der skulle komme.
Saksun består af en lille meget smukt beliggende og typisk færøsk landsbykirke samt et museum og nogle få huse - måske højst 15. Men det hele er utrolig smukt komponeret!
Vi kunne imidlertid ikke umiddelbart finde stien til Tjørnuvik, så jeg bankede på hos den bonde, der havde vist mig vej for 23 år siden. Desværre var der ingen hjemme, kun en montør. Men vi fandt stien og begav os opad opad opad!
(klik på kortet for forstørrelse) 
Undertegnede som den erfarne fjeldfører havde nøje forklaret, at stien var markeret med varder, og at man i tåge ikke forlod den ene varde, hvis ikke man kunne se den næste.
Men go’morn! Der var to varder i starten – herefter kunne vi ikke få øje på nogen.
Vi fortsatte ufortrødent ad diverse stier – dem var der mange af. Men den erfarne fjeldfører mente nok, at vi fulgte den rigtige. Men så forsvandt den –og vi kørte videre på instinktet.
Pludselig stod vi med front ind mod en hesteskoformet fjeldside, som så aldeles uvenlig ud. Der var sne i de øverste lag, og vi vurderede, at det var vi ikke klædt på til.
I forvejen havde vi overtrådt alle de vigtigste regler for fjeldvandring: intet kompas, intet detailkort, kun et turistkort og ingen madpakke.
Vi besluttede at gå uden om det sneklædte fjeld og at forsøge at angribe fra flanken.
Når sandheden skal frem, var den erfarne fjeldfører heller ikke sikker på andet, end at det var den rute, jeg gik for 23 år siden.
Efter en laaaang vandring, virkede alt pludselig bekendt, og begejstringen slog ud i lys lue. Ivan så også oplivet ud.
Vi havde kurs mod en elv, der væltede ud over en bred kant. Jeg var sikker på, at herunder ville Tjørnovik afsløre sig. Det var præcis som for 23 år siden!
Men go’morn! Efter endnu en laaang fjeldklatring brød mistanken ud i lys lue: der kunne ikke være en by under den fjeldkant!
Men så kunne den kun være ovre bag den næste fjeldryg til højre. Vi stod lidt og kiggede på den. Den så barsk ud. Det var langt over frokost, og vi havde ingen mad – bortset fra et par guldbarrer, som Gregers havde fundet i handskerummet. Men vi var ikke trætte, og der var tid nok.
På med vanten – opad opad opad!
Da vi nåede toppen, var jeg helt sikker på, at lige dernede lå Tjørnuvik!
Men go’morn! Der var et lodret fuglefjeld, som vi næsten ikke turde nærme os, fordi en kraftig vind bar lige ud over. Men Tjørnuvik var jo lige dernede!
Nej, det var den ikke. Der var kun to lodrette fjeldsider, som vi ikke burde komme tættere på!
Her var det, jeg måtte indrømme (dog kun over for mig selv), at jeg ikke anede, hvor vi var.
Skal vi forcere det næste fjeld – eller skal vi returnere til Saksun? Det næste fjeld var absolut ugæstfrit. En kold, strid vind imod – og masser af sne.
Heldigvis resignerede Ivan, og vi blev enige om at vende tilbage til udgangspunktet.
Vi havde jo haft en fantastisk tur indtil da, var vi enige om.
Fantastiske scenerier med skiftende sol og truende skyer/tåger.
Et kjovepar, som vi kunne komme ret tæt på. De skældte ud! Mange ukendte fugle havde vi set – og alt var i øvrigt fantastisk.
Men nu forstår jeg bedre de bjergbestigere, der må opgive 200 meter fra Mount Everests top!
Turen tilbage til Saksun er der ikke meget om. Den var bare lang, lang, lang. Og det gjorde ondt i benene ad Pommeren til. Nedad er det værste.
Vi fik lokket Gregers til at hente os igen – og den erfarne uheldige fjeldfører tilbød at give middag i Tjørnuvik, hvis Gregers ville køre derom. Langt uden om fjeldet. På vort forbandede unøjagtige turistkort var der nemlig en signatur for en restaurant der. Desværre var det også aldeles unøjagtigt på det punkt. Men vi så byen, som er noget helt særligt – og vi så Risin og Kellingin, og så var alt godt.
HUSK - klik på billederne for forstørrelse
